Myte og Magi
Myte og Magi
Den hollandske maler Jan Nieuwenhuijs, egentlig Johannes Theodorus, blev født i Amsterdam i 1922, og levede og arbejdede i byen til sin pludselige død som 64-årig i 1986. Allerede i teenageårene bestemte han sig, som også broderen Constant, for at blive kunstner og forlod skolen som 16-årig for at tage et 3-årigt tegnekursus, som kvalificerede ham til at undervise.
Under 2. verdenskrig gik Nieuwenhuijs en kort overgang på Kunstakademiet i Amsterdam, hvor han bl.a. mødte Karel Appel og Corneille, som senere blev en del af Cobra-bevægelsen, men tilbragte det meste af tiden i sit atelier, hvor han gemte sig for den såkaldte ”Arbeitseinsatz”, der (tvangs)rekrutterede folk til at udføre arbejde for nazisterne. Krigsårene medførte ikke blot en vis overvågning af den kulturelle scene, som begrænsede kunstudøvelsen, men gjorde det også vanskeligt at skaffe materialer. Det løste mange kunstnere ved at arbejde med de forhåndenværende materialer: Nieuwenhuijs tegnede og malede bl.a. på pap, udklippede billeder fra blade, og på tekstsider revet ud af gamle bøger.
Navnet Cobra, egentlig CoBrA, er dannet af begyndelsesbogstaverne for de 3 hovedstæder, som grundlæggerne af bevægelsen kom fra: Copenhagen, Brussels, Amsterdam.
Læs mere om kunstneren og udstillingen i SkovhusNyt nr. 6/2013 - 31. årgang på ISSUU.