Skovhusets sommerudstilling
Skovhusets sommerudstilling
Fernisering lørdag 8. juli har udstillingen har åbent fra kl. 11 - 17 med fernisering kl. 15
Alle andre dage åbent fra kl. 13 - 17
Gratis adgang.
På Skovhusets sommerudstilling udstiller kunstnerne Lone Andersen, Birgit Brandt, Rikke Heinecke, Olav Johannisson og Karen Serena maleri, grafik og skulptur.
Lone Andersen gik på pension som lærer i 2010 og har siden haft meget forskelligt frivilligt arbejde, bl.a. malehold under distriktspsykiatrien, og så også et formidlerjob i Skovhuset. “Mine malerier er alle malet med akryl og svinger i motiver og udtryk næsten som vinden blæser. 6 år i Uummannaq i Vestgrønland betød mange års malerier i blåt, gråt og hvidt og så lidt sort. Efter denne periode gled fjelde, is og vand i baggrunden og p.t. eksploderer farverne i alle nuancer og i nye motiver.”
Birgit Brandt arbejder fortrinsvis med akryl på lærred. Det er vigtigt, at maleriet har mange lag, hvor man kan fornemme stoflighed og dybde. Hun arbejder dels med en collagelignende opbygning af billedfladen, dels med motiver, som har ælde og patina som fx gamle, glemte, rustne biler eller fragmenter af historiske bygningsværker. Birgit anvender mange teknikker i sine billeder bla. pensel, spartel, svampe. Der bliver påført maling, som efter tørring, ridses i, skrabes eller skures, så der opstår nye sammensætninger og strukturer i fladen. Der kan ofte ses spor af papir, spartelmasse, lim og tryk i billedfladen.
Rikke Heinecke siger om sine billeder: “At sætte ord på, hvordan og hvorfor man arbejder med sine billeder som man gør, er altid en udfordring: det er jo bare sådan, man gør.... Eller, når man tænker efter, så er der jo utrolig mange overvejelser som gøres og beslutninger som træffes før man er sikker på, at et maleri er “færdigt”.”Kompositionen kan dernæst blive den store udfordring, og forhåbentlig vil billedets enkelte elementer kunne arbejdes sammen til en helhed.
Olav Johannissons tilgang til arbejdet er “Sten og Ler”. Stenene kom først og var inspireret af forfædrenes redskaber, deres elegance og de stramme linjer. Leret kom til siden og lægger, for mig, op til en mere ekspressiv og formeksperimenterende oplevelse og afsøgning af forhold omkring mennesket.
Karen Serena siger om sine grafiske værker: Mine inspirationskilder kommer fra rejser til New York, Berlin og Barcelona hvor jeg blander de forskellige grafiske tekniker sammen for at få flere forskellige teksturer frem til et landskabeligt dramatiske udtryk hvor perspektivet er vejen ind i billedet. Den sorte farve symboliserer den dramatiske undertone. Karen søger kaosset og kontrasten mellem det organiske (naturen) og det menneskeskabte (det arkitektoniske rum ).
Fernisering: Lørdag 8. juli kl. 15